Leret er sådan en slags gave til menneske

En livsfortælling om Buller
Fortalt til Marianne Horsdal 11.01.05

Noget af det første jeg kan huske er fra den gård, jeg leger i på Borchsvej nr. 5 i Holbæk. Der var jo jord og træer, og det var et hus, hvor vi boede 8 familier, 4 i hver side med – med en lille altan. Og noget af det jeg kan huske, jeg legede med snegle, og jeg lavede sådan nogle små indhegninger til sneglene af sten, hvor jeg puttede sneglende ind i, de skulle bo der, og så når jeg havde været lidt væk, så var de kravlet væk, selv de er så langsomme, så kravlede de væk.
Og så kan jeg huske, at der var sådan en låge mellem en smal have og muren, der blev lukket for os børn, så vi ikke skulle komme ud, og den kravlede jeg over, og jeg gik langt ud, næsten til Ringstedvej, hvor min nabo så mødte mig på cykel og tog mig med hjem.
En anden gang da var vi med min mor – jeg har en storesøster, der hedder Lis, der er 3 år ældre end mig – vi tog med en bus op til et sommerhusområde, hvor vi nok var sådan en 6-7 børn samlet dér, der gik jeg også min vej helt alene ned til havet, og jeg kan godt huske, hvordan det var, jeg var ikke bange, men de blev bange, der var noget med, at der blev optræk til tordenvejr. Det er jo også noget, de voksne fortæller, men jeg kan godt huske det.
Mange af mine gode minder foregår ved havet eller fjorden, altså ved vand, al slags vand. Vi cyklede om søndagen, hele familien, altså ikke kun vores egen, men også mormor og morfar og onkler og tanter, vi cyklede ud til Dragerup ved fjorden. Sådan med madkasse. Så jeg hører meget sammen med den fjord, hvor bøgen spejler sig i vandet – det gør den nemlig der.
Min far og mor var begge to roere i deres ungdom. Min far fik en masse medaljer i scullerroning. Det var sådan nogen medaljer, der var slebet af penge sådan med silkebånd i, måske på grund af krigen. Min mor kunne ikke svømme ret godt, hun var styrmand. Hun kunne ikke lide at få vand i hovedet, selvom hun prøvede ihærdigt. Hun prøvede på at lære at svømme senere i livet.
Min far og mor er barnekærester, dvs. fra de har været en 14-15 år gamle, og er vokset op ved siden af hinanden, i en ejendom på Munkholmvej, hvor min farfar var leder af fællesbageriet, altså var bagermester.
Hans far var også bager og møller i Tølløse. Men han døde tidligt, omkring da min søster blev født i 1942.
Min farmor var dygtig til at sy og levede af det. Og der kan jeg desværre ikke huske, hvor det var, hun sad og syede nede på havnen.
Min far var den ældste, og der kom 3 piger efter ham. Og han er uddannet vulkanisør.
Min morfar var kulmand, og han kørte først med hest og vogn og så senere med en stor, gammel lastbil. Han blev kaldt Christian kulmand, og han bar sække op på første sal og ned i kælderen og havde sådan en læderhætte om hovedet og lignede en middelaldermand.
Min mormor Sofie – der var fire brødre og to piger og en dreng uden for ægteskab, som var foræret til hendes søster. Min morfar og mormor var min faste base, min – virkelig sådan bedsteforældre.
Min mor var storesøster i den flok, og det var hun hele livet, og hun havde et meget nært forhold til sine brødre og deres koner, svigerinderne, som kom til hende med alle slags problemer.
Min mor hed Anita, og min far hed Jørgen.
I den tid jeg har kendt min far, drak han for meget. Som voksen har jeg prøvet at finde ud af hvorfor, eller en sammenhæng. Det var sådan lidt almindeligt, man drak øller dengang, ligesom nu, ikke? Han var modstandsmand under krigen og var under et stort pres som så mange andre. Og han havde mange forskellige gøremål, og efter krigen mistede han sådan langsomt grebet om sit værksted og måtte sælge det, da jeg var – jeg ved ikke – det var omkring en 1950 stykker, og så fik han arbejde hos andre. Der var ikke rigtig nogen forståelse for de mennesker dengang. Altså, på trods af hans ustabilitet havde vi et meget nært forhold og kunne rigtig godt lide hinanden. Men pengene, dem brugte han, han brugte de penge han tjente nede på Svanen.
Min mor var god til at få noget ud af alting. At vende tingene i hænderne og holde skindet på næsen og holde os rene og pæne, og hun startede med at arbejde hos min moster og onkel, som havde et stort bageri og konditori i Holbæk. Og jeg gik med hende på arbejde og voksede op sammen med min fætter Terkel, som var på samme alder, og vi legede rigtig godt sammen i sådan et gammelt miljø, en rigtig bygård med masser af folk, alle typer alle vegne. Og der blev jeg også ’storesøster’ til min fætter Jesper, der blev født 4 år senere.
Min moster var jo den rige moster, så vi fik jo adgang til dejligt sommerhus og flødeskumskager og forkælelse og sammenhold. Min mor og moster, de støttede hinanden, og det var dybt nødvendigt, også for min moster.
Vi passede os selv meget som børn. Samtidig med at der næsten altid var nogen, når vi havde brug for det. Jeg tror det udvikler selvstændighed og kærlighed. Blandt de voksne oplevede jeg solidaritet. Også blandt børnene.
Vi var 100 børn på Borchsvej, der alle sammen kunne lege sammen. Der var krigsbørn og ikke krigsbørn, og jeg var heldig, fordi jeg var født en måned før krigen sluttede og kunne derfor være med i de store lege. Der var alle typer af børn og forældre. Vi legede Peter Bandely og skyggeleg og cirkus og rulleskøjter og krig, og vi pudsede cykler med jord og legede også mindre lege, indianere og cowboydere og spillede skuespil og byttede skuespillere, vi klippede ud af ugerevyen, og gik i biografen søndag eftermiddag og udspillede rollerne på vej hjem.
Min skole lå lige i nærheden, jeg kunne næsten løbe hjemmefra, når det begyndte at ringe ind.
Jeg har heddet Buller, siden jeg var 2 måneder gammel. Mit rigtige navn er Inge Merete, kaldt op efter en lille pige, der døde af lungebetændelse. Min mor havde passet hende, men så flyttede familien til Jylland, og hendes mor sagde til min mor, at bare hun var taget med, var hun ikke død.
Så da jeg kom i skole, da jeg sagde, jeg hed Inge Merete, sagde mine venner fra Borchsvej: ”Det passer ikke – hun hedder Buller.” Måske hænger det sammen med, jeg var en glad sjæl, og måske også at min far ikke fik en dreng, ja!
På vejen derhjemme havde jeg lært at løbe rigtig stærkt.
Bubber, min lille kæreste, vi startede med at løbe rundt om Solgården hver sin vej og klappede hinanden i hænderne, når vi nåede sandkassen samtidig.
Senere kom jeg ud på stadion, og som 13 årig blev jeg tredobbelt Sjællandsmester og udtaget til Olympiaden i sprint, men hoppede fra, fra konkurrencementaliteten som 15 årig, men jeg havde en sjov tid.
Og så som 13 årig kom jeg, når jeg var på vej til badeanstalten, forbi Holbæk lervarefabrik, og jeg kunne rigtig godt lide lugten af leret og stemningen, og spiren var lagt til muligheden, til ønsket om at lege med ler.
Som 17 årig købte jeg en drejeskive og fik den sat op i min mors viktualiekælder, hvor jeg sad på et strygebræt, man kunne slå op og ned, og øvede mig, samtidig med at jeg var servitrice, som var mit allerførste arbejde. Jeg gik med min mor ud om søndagen til fester og har også været som 14 årig stuepige/servitrice/ alt mulig pige på Dragsholm slot i juleferien.
Men nu tilbage til leret. Det første sted jeg lærte noget var den gamle lervarefabrik i Holbæk, en 200 årig gammel fabrik med tørretag og hulslebne drejeskiver og kæmpe kar med glasurer, hvor den gamle Nielsen lærte mig sådan lidt, hvordan man skulle gøre.
Lidt senere kom jeg på værksted hos Harry Tusbo og Jytte Trebbien, som var flyttet til det gamle mejeri i Bredtved. Der trykkede jeg askebægre ud i gipsform og drejede former, vaseformer, og gjorde rent, passede børn. De var lidt uenige om, hvordan jeg skulle lære. Det værste jeg vidste var at skrabe gipspladen af med et barberblad. Jytte Trebbien havde mange tandlægeredskaber, det var forfærdeligt.
Så var der en udsendelse i fjernsynet om Gutte Eriksen. Jeg så, hvordan hun brugte sine hænder og spyttede og bandede, og jeg kendte hendes ting i forvejen. Jeg kontaktede hende straks efter, og jeg husker ikke, hvad jeg sagde, men noget med hænder, og hun sagde: ”Kom i morgen!” Ja, og så tog jeg færgen til Hundested. Og jeg kom ud til Store Karlsminde gamle skole, hvor jeg blev taget imod og fik et kæmpe chok, da hun åbnede sin ovndør ind til et glødende inferno af krukker og ild. Hun spurgte kort og brutalt, om jeg kunne bestille noget, og satte mig straks i gang med at slibe ovnplader. Og vi aftalte en læretid uden løn og alt det der selvfølgelig, jo, jeg fik 100 kr om måneden, så det passer ikke. I det år havde hun 25 års jubilæum. Det var utroligt væsenligt og meget arbejdskoncentreret at være der. Foruden at blande ler med en møggreb, si det, slå det og ælte det, hørte også børnepasning, rengøring, salg af potter, det hele hørte med. Jeg var virkelig arbejdshest så det klodsede. Der blev ikke brændt en eneste af mine ting, mens jeg var der.
Til gengæld hjalp hun mig senere, da hun så, hvad jeg havde lavet hos keramikeren Erik Reiff, hvor jeg kom efter hende i Butterup Tuse.
Tove og Erik Reiff er et par dejlige mennesker – de lever endnu – som gav mig rum og plads. Jeg slog ler på en gravsten. De har mistet deres datter Annemarie på 6 år, hun var blevet kørt ned af en motorcykel. Det satte dybe spor. De fik en dreng, Søren, senere. De havde også Jesper. Han arbejdede med stentøj, og vi så meget på koreansk og japansk keramik i bøger.
Efter der kom jeg til Lillerød lervarefabrik, hvor jeg var gulvmand, æltede ler, begittede og pakkede ting og satte ting hen til ovnen. Samtidig med var jeg en uge om måneden hos Felix Møhl, som blev min egentlige læremester. Senere var jeg kun hos hende. Samtidig med havde jeg 12 timer om ugen på Birkerød privatskole i formning, så jeg kunne forsørge mig selv.
Undervisningen af børn startede allerede i Store Karlsminde i Frk. Birks forskole, hvor jeg var vikar i 3 uger med landbørn og fiskerbørn, hvor landbørnene hed A og fiskerbørnene hed B! Jeg fyldte 18 år det forår der. For pengene købte jeg ’det røde lyn’ en lettere udboret knallert.
Hos Felix fik jeg mange historier om grønlandsfarere, da Ulrich, hendes mand, var osterolog – knoglebestemmer, og deres hus var bygget af en stor grøndlandsfarer. Felix havde en dårlig hånd på grund af et fald ud ad et vindue som barn og skulle have været rosenmaler og ugift, men endte som keramiker med 4 sønner. Hun var en af de første elever på kunstindustrimuseets skole. Senere klarede hun sig ved at have en drejer et par gange om ugen, og hun dekorerede tingene og bestemte jo også former og farver.
Hendes søn Søren øvede på sin cello over mit hoved, hvor jeg sad på drejeskiven. Værkstedet var fyldt med dyrehuder og rammer og alverdens ting. En familie med stor respekt og agt for håndværk. Fuld af kultur i det hele taget.
Som 20 årig startede jeg i mit eget værksted i Nordsjælland i Ammendrup i et nedlagt husmandssted.
Samtidig med værkstedet havde jeg lidt undervisning for at få det hele til at køre rundt. Jeg fik også en god ovn på afbetaling. H.C. Andersens eventyr blev også købt på afbetaling. Jeg boede sammen i den første tid med Sven, som var arkæolog, og gennem ham lærte jeg noget om oldtiden. Den første form jeg arbejdede med, før jeg kom i lære, var skålen, der sådan krængede lidt ud foroven. Den form har jeg arbejdet med lige siden og har fået at vide, at det er en gammel nordisk form, lige så nordisk som nogen form er japansk, sagde Ehlers i Haderslev til mig.
Kanden lærte jeg at lave hos Felix, og det at trække eller malke en god hank lærte jeg af Gutte. Gutte lærte mig, at en form skal gro, og at starten på en form er organisk fra begyndelsen. Hun lærte mig at få karakter i tingene. Når jeg havde drejet et brætfuld, kom hun og skubbede de dårlige væk med det samme. Hos Felix lærte jeg poesi og omhu, først senere startede jeg selv på dekorationen. Jeg dekorerede lidt hos hende, små mænd og kvinder og et soltegn og nogle klodsede blomster. Hun havde en tendens til at brænde det hele sønder og sammen for at opnå fuldkommenhed. Hos dem begge lærte jeg at ryge med træ i ovnen, helst med en gammel mahognisofa. Hos Felix lærte jeg også at lave kakler, som jeg fik lidt penge for, og jeg rejste på museum i København, sendt af Felix bestemte steder hen, og jeg elskede at stå og se ind i de gamle glasmontre på Nationalmuseet.
I 1988 samlede jeg gamle og midt i mellem og unge keramikere til en lertøjsudstilling på Haderslev museum i forbindelse med mine besøg på Ehlers Samling i Slotsgade. Og det blev til et fantastisk møde med Bjørn Winblad, Lisa Engkvist, Lisbeth Munch Petersen – og Felix som afdød – Jac Hansen, Inge Marie Fruerlund og Ruth Gissel, Trine Bach m.fl., og Søren kom og spillede cello til åbningen. På det tidspunkt syntes jeg verden skulle se noget godt lertøj, da meget lertøj forsvandt i 60’erne og lervarefabrikker på grund af skrækken for blyvareforgiftning. En hel kultur havde været ved at bukke under. Og stentøjet og porcelænet havde vundet stort indpas igennem mange år, samt almindelig kunstnerisk globalisering – især fra Japan.
I dag findes der alverdens måder at bruge leret på. Jeg tror at ler i højere grad bliver brugt til en form for kulturel forståelse; nogen henter deres rødder frem i nye udtryk, som kalder på en kraft, mennesker har brug for.
Ler er det mest vidunderlige materiale, man kan tænke sig. Ler er forvitrede bjerge, der har bevæget sig gennem vand og lagt sig i stille sænkninger, hvor isen har trykket det sammen. Nogle gange bliver det skabt af en forsuring, der opløser klippen.
Altså de store bræer vasker leret ud under sig. Det er blevet slebet så meget af is, at det bliver vasket ud. Danmark er et rigtigt lerland. Hele undergrunden er fuld af ler. Leret har mange forskellige karakterer. Det bedste er meget plastisk og uden for meget sand.
I 1976 rejste jeg til Bornholm for at være på de frie værksteder i Gudhjem. Der begyndte jeg at grave mit eget ler. Det blev en kæmpe inspiration for mig. I den tid det tager at forberede leret, kommer ønsker og drømme om, hvad du vil lave, langsomt ind i kroppen.
I den periode arbejdede jeg meget med de sorte skåle, som var inspiration af jydepotten på den måde at gøre et kar, der kunne rumme noget, og forbindelsen med pottekonerne. Jeg arbejdede også meget med borterne på skålene, hvor jeg brugte forskellige tegn i større eller mindre spændinger. Og man begyndte at være opmærksom på mine arbejder. Mit varme venskab med Lisbeth Munch Petersen kom til at betyde meget for os begge, tror jeg, vi var keramikveninder, og hun respekterede mit arbejde som jeg hendes. Jeg blev på Bornholm i 6 år. Jeg blev på øen i 6 år og blev også skilt fra Lars Anker, min mand. Og det kunne kun lade sig gøre ved at være så langt væk fra ham og den blå mur af hav, der lå omkring øen.
Det var et godt kunstnerisk miljø for mig at være på øen, også fordi jeg er så bundet til naturen. Altså, jeg er også interesseret i planter. Jeg kommer stadigvæk derover, helst et par gange om året, og er i et dejligt lille hus i Saltuna, Margrethe Dols hus. Hendes plejesøn Jeppe har ladet gæstfriheden fortsætte. Det sted, det er et sted, hvor jeg er meget mig selv og samler kræfter. Det er utroligt, det er så kraftfuldt. Havet og klipperne giver mig inspiration og kraft til at fortsætte. Og gode venner samvær – ikke! Ja!
Som menneske og kone og mor har jeg altid haft lidt svært ved det stabile – og sådan mange gentagelser. Jeg har altid haft stor udlængsel og lyst til at rejse og se mig omkring i forbindelse med mit arbejde og også i forhold til at møde andre mennesker, så jeg har gjort mig meget umage for ikke at ødelægge alting. Min mand Erik, som er landmand og pædagog, har forstået at give mig et langt tøjr, hvis man kan sige det sådan, og give mig fri til at rejse, og han vil også helst selv blive hjemme, og vi har det fællesskab, at vi begge to arbejder meget, han med landbruget, og jeg med potterne og billederne, men altså, vi har evnet at holde sammen på det med små midler. Jeg er optimisten, når han er pessimisten, tror jeg, og det er bedre, end hvis man er to optimister eller to pessimister, det er sådan en form for balance.
Han er vokset op på stedet her. Det er hans far også, og han vil leve og bo her, da vi gerne ville have børn. Vi er begge to enspændere.
Vores børn Rasmus og Sofie er nogle dejlige unger, som har haft mange legemuligheder på gården her med mange børn og nær havet. Der er sådan en mildhed ved stedet her, også selv om tagstenene blæser af. Vi har stadigvæk et gammelt stueloft fuld af eventyr, men nu har vi ingen dyr mere, kun høns og katte, så stedet her kræver nogle langsomme og velovervejede beslutninger, hvordan vi skal beslutte, altså tingene må gøres nænsomt. Den store revolution, den koster for mange penge.
Erik er meget filosofisk anlagt og en dyb tænker. Rasmus læser historie på Århus Universitet, han er 20 år gammel. Sofie går i 2. g og har valgt latin på højt niveau. Hun har bidt tænderne sammen, kan jeg mærke, og laver sine ting efter mange overvejelser om at droppe ud og synge og danse og spille, som også er hendes store interesse.
I vores liv her har jeg været tæt på dyrene og kornet og årstiderne, såning og høst. Men også en gammel bondementalitet, hvor det kun er håndens værk, det gælder. Ingen luksus. Håndens dagværk, kan man sige. Min svigermor kunne gemme sig, når hun skulle brodere en rose, hvis der var noget andet hun skulle gøre. Det er ikke bønderne her, der har købt mine ting så meget, de skal have penge i egne lommer. Men der er 7 gårde i landsbyen, og mærkværdigvis er de i samme families hænder på forskellig måde. Til bagsiden hører gyllebaroniet og sprøjtning af marker, og så ’her er så dejligt ude på landet’.
Når vi holder fester, synger vi nogle gange af Højskolesangbogen. Mange af vores venner kommer fra landet og kan lide at være her.
Det at være kulturbærer er noget, vi alle sammen er, ikke? Men det at kunne give noget fra sig er straks værre. Folk siger nogle gange, jeg kan sagtens, for jeg kan give en skål, og det gør jeg også. Hvis man giver, får man altid noget tilbage. Det største man kan give er kærlighed til et andet menneske eller til hinanden, og det indbefatter, at man kan tilgive og forstå, at vi er mennesker på godt og ondt og smaskfulde af fejl. Det sociale er det vigtigste, går over alt, tror jeg. For at kunne lave gode ting må man isolere sig, samle alle sine kræfter for at gennemføre det. Det kan jeg i perioder. Igennem tiden har der været mange børn på mit værksted, hvor de blandt andet har arbejdet med kakler og det bløde ler. Mit udgangspunkt er altid legen og alvoren, ved at det er dem der skal skabe. Det er der kommet mange dejlige timer ud af og mange sjove og gode ting.
Jeg hørte én fortælle om kreativitet, at kreativitet i virkeligheden er lysten og evnen til at løse problemer, lige nu og her, hvad man end har med at gøre. Jeg synes, man skulle vide mere om, man skulle bruge ordets betydning meget mere, fordi det kunne frisætte flere mennesker. Især hvis det ikke kun skulle handle om penge, selv om jeg godt ved, at penge hænger i enden på mange ting.
Det kunne være vidunderligt, hvis det at være et skabende menneske i sit liv havde større betydning, så behøvede man måske ikke at skabe sig så meget, ikke at være så destruktiv.
På mange måder har jeg i mit fag gået enegang. Jeg passede ikke altid ind i en kunsthåndværkersammenhæng. Så gik jeg min egen vej. Nu er der blødt mere op omkring kunsthåndværk. Nu er det mere – men som andre steder er der også en magtmafia her.
Nogle mennesker tror, eller nogle kunstnere tror, inden for kunstens verden tror man i vores definition af verden, at ler ikke er noget værd, at en lerpotte ingen værdi har. Det skal være skulpturelt eller en anden akademisk disciplin. Folk glemmer helt at vurdere den enkelte ting i sig selv. Den form for snobberi findes ikke i Østen. Der er hvert stykke – kan være – et led i en buddhistisk lære, et led i en kæde.
Jeg synes det gælder os alle sammen, at ydmyghed er en sjælden vare. Det er tit først når vi ligger ned, at den kommer. Det er vigtigt at tro på, at vi har en kraft i os, ja, til at gøre noget af det vi gerne vil og forsøge at fastholde det. Det er det allervigtigste. I de ting jeg arbejder med i keramikken, kan jeg efterhånden arbejde mere ekspressivt, i mine fade, hvor jeg kan samle både materiale, form og billede i ét. I brugstingene er det en forfinelse og en forenkling af formerne, skålen, kanden, koppen, vasen, der kan glæde andre mennesker, og som har dybe rødder og forbindelsen med anden keramik i verden. På mine rejser har jeg set – især i Iran i moskeerne og pottelandsbyerne – hvor stor en gave leret er. Leret er sådan en slags gave til menneskene. Og også husene og deres urtepotter, alt er lavet af ler.
Fra den rejse af begyndte jeg at lave større udsmykninger med søjler med prægede mursten, kakkelbillede med blomster og fugle, en portal til en indgangsdør med bankede mønstre og livshjulet, inspireret af en mikroskopisk alge. I de sidste par år kom også tallerkenfolket og ansigtskrukkerne til. De startede med drømmen om en øjenkrukke, men mormors sennepskrukke kom susende igennem tid og rum og skabte lillepot med ører.
Den sidste er lyttende krukke med blomsterører som bærer både den gamle vise og barnet i sig.
I krukkerne der ligger tegn og mønstre skabt af muslinger og korn, klippen og havet er vores fælles vækstgrundlag. Og så et stort ønske om at passe bedre på vores jord. Kakkelbillederne er jegfortællinger fra mit kærlighedsliv og mine passioner.